Dybt inde i en ældgammel skov, både gemt og glemt, lå skovtroldenes hovedstad. Det var den største skovtrolde-by i verden, i hvert fald hvad vi ved af. Når nogle samfund bliver for store, så kan det ind imellem godt være svært for den enkelte trold at vide hvor han eller hun hører til henne. Det bliver ligesom mere besværligt at finde sin egen plads, og sin egen værdi blandt alle andre, og nogle gange ender man ud i, at komme til at gøre noget man måske ikke havde helt gennemtænkt.

Det skete for en ung skovtrold, der hed Aska, hun var egentlig en rigtig sød trold som lille. Og det var hun faktisk også som stor, men hun havde bare rigtig svært ved at finde venner, og hvorfor hun havde det, var der sådan set ikke nogen der vidste.

Aska kom i sin ensomhed til at stjæle en lille medaljon fra en anden trold, måske endda i håb om at blive opdaget, så hun havde nogen at tale med.
Men det der med at stjæle fra andre er altså noget af det værste, ifølge troldeloven.

Askas tyveri blev opdaget, og hun blev ført for troldenes magistrat. Her blev hun anklaget for at have brudt troldeloven, og blev udstødt af byen. Aska var fortvivlet og vred over sin udstødelse, ikke fordi hun havde det særlig godt i byen, men alligevel følte hun sig mere tryg ved at have en dårlig fremtid som hun i det mindste kendte, end hun gjorde ved at stå overfor en helt ukendt fremtid. Det virkede for stort og skræmmende, og det ville det selv for den stærkeste trold, at skulle gå ensomt og retningsløst gennem skoven.

Efter Aska blev smidt på porten valgte hun at vandre langs den å, der forsynede byen med vand. Efter fire dages vandring på de små troldeben, var Aska godt træt og sulten, men hun vidste, at der lidt længere oppe lå en bæverdæmning, hvor der boede et par gamle bævere, hvor hun måske kunne få lidt mad og lidt hvile.

Da Aska kom frem, fandt hun kun en forladt hule og en slidt dæmning, bæverne kunne hun ikke finde. Til gengæld opdagede Aska, at dæmningen var så gammel, at den var ved at bryde sammen. Aska vidste godt at den dæmning holdt styr på vandstanden i troldebyen og hvis den brød sammen så ville åen gå over sine bredder og oversvømme alle de lavtliggende områder i byen, og gøre livet rigtig svært, for rigtig mange trolde.

Aska var vel egentlig i sin gode ret til bare at trække på skuldrene og gå videre, hun var jo forvist, og havde derfor ikke noget ansvar overfor  troldesamfundet alligevel.

Men som jeg forklarede i starten, så var Aska faktisk en rigtig sød trold, så hun gik straks i gang med at lappe på dæmningen, og reparere alt hvad hun kunne. Dog efter mange timers hårdt måtte Aska give op med selv at lappe på den, for hver gang hun fik lappet et hul, sprang to nye læk. Aska måtte tænke hurtigt, hun så et vildsvin gå og rode i skovbunden, hun forklarede problemet overfor vildsvinet. Vildsvinet var ikke bleg for at hjælpe, så det bad hende straks om hoppe op på ryggen, og hu hej afsted det gik igennem skoven, tilbage til troldebyen.
Mens de løb, råbte og skreg vildsvinet op, om alt det Aska havde fortalt, så det kunne høres over hele skoven, og da de endelig var nået til troldebyen, var halvdelen af skovens dyr fulgt med for at se hvad det dog var for et postyr.

Vagten ved porten skulle lige til at skælde Aska ud, for det lignede da ikke noget for en udstødt trold sådan bare at vende tilbage uden at have fået lov først. Men inden vagten nåede at sige noget, var Aska smuttet ind mellem hans ben og løb mod magistraten, mens alle dyrene heppede på hende.

“Dæmningen braser sammen, dæmningen braser sammen” råbte hun i vilden sky, mens hun løb op ad trapperne og bankede løs på de store døre og vinduer, ind til der hvor alle de vigtige trolde sad og så meget vigtige ud.
Og så kan I ellers tro at der kom gang i troldene. Redningsaktioner og evakueringsplaner blev sat i værk, og et hold af de dygtigste håndværkertrolde satte sig op på alle de dyr der alligevel stod og ventede ved porten, og så red de i fuld hast mod dæmningen, anført af Aska, naturligvis.

Med god planlægning, og godt håndværk, og vigtigst af alt, godt samarbejde, lykkedes det gruppen at redde dæmningen og forhindre en katastrofe. Troldenes by blev reddet fra ødelæggelse, og de andre trolde indså, at selvom Aska havde begået fejltagelser i fortiden, havde hun også vist, at hun havde et godt hjerte og kun ønskede det bedste for andre.

Troldenes magistrat valgte derfor at annullere hendes straf, og hun fik igen lov til at være en del af troldebyen.
Forøvrigt blev hun ansat som officiel Oversikkerhedsmester og sammen med vildsvinet, som gerne ville bo og arbejde sammen med Aska, fik de nu betaling for at ride rundt i skoven og sikre sig at alt var præcis som det skulle være.

Og den dag i dag, har der stadigvæk ikke været nogen beretninger om efterfølgende katastrofer på den egn, så mon ikke at Aska endelig havde fundet sin plads i samfundet.