Dybt inde i skoven, hvor sollyset sjældent ramte jorden, boede der en lille troldefamilie i deres hule under et stort egetræ. Den lille familie bestod af far Elo, mor Brisse og deres søn Jurk. De levede et stille og fredeligt liv i skoven, langt væk fra den travle verden udenfor.

En dag, da Jurk var ude at rende i skoven, hørte han pludselig et skrig. Han løb gennem skoven, mod lyden af skriget, og fandt en ung pige, der netop var faldet over en gren og havde slået sig noget så voldsomt. Pigen var indhyllet i snavs og beskidte klude, hun var bleg og forslået, og hendes øjne var fyldt med frygt.

Jurk havde godt lært, at man i det hele taget skulle undgå mennesker, men han følte, at han måtte gøre noget for at hjælpe hende. Han kunne høre nogle stemmer og noget larm i skoven som kom hastigt nærmere, og han forstod at det nok var dét som pigen var flygtet fra inden hun faldt. Han tog en hurtig beslutning og rendte over til hende, og inden hun nåede at reagere, havde han smidt hende over skulderen og løb så gennem skoven, alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Tættere på hulen fik han øje på far Elo og mor Brisse, og råbte i vilden sky “DE ER EFTER OS … DE ER EFTER OS !”. Far Elo og mor Brisse havde ingen anelse om hvad det var, men de vidste da at der var noget skidt efter deres søn, og da trolde for det meste passer godt på deres unger, så smed de alt hvad de havde i hænderne og løb brølende ind i skoven for at skræmme hvad end det nu kunne være, som deres søn løb fra, og så endda med en menneskepige over skulderen.

Se, når to vrede og brølende trolde kommer løbende imod en, så plejer de fleste at give op, og det må også have været sket i det her tilfælde, for far Elo og mor Brisse kom lystigt tilbage til hulen og roste hinanden ivrigt over hvem der nu så mest grusom ud.

Hjemme i hulen var pigen faldet til ro, og havde efterhånden godt luret, at troldene i hvert fald ikke var ude på at æde hende. De fik de plejet hendes knubs og rifter, og gav hende noget rent tøj.
Pigen fortalte at hun hed Ella og var meget fattig. Hun havde stjålet et stykke brød fra nogle soldaters lejr, og de havde taget hende til fange og slået hende. Under transporten på vej til en fangekælder, skete det, at vognen væltede og gik i stykker. Så Ella så sit snit til at flygte ind i skoven, men soldaterne løb efter hende og de var lige ved at have indhentet hende, altså lige indtil Jurk kom og samlede hende op.

Ella fortalte også troldene, at hun ikke kunne huske særlig meget fra sin tidlige barndom, men at hun var vokset op hos en fattig fisker, der vist havde fundet hende på stranden eller sådan noget lignende. Hun tænkte aldrig så meget over hendes liv, for de havde jo ikke rigtigt nogle penge og der var heller ikke så mange fisk tilbage i havet, så hun tænkte allermest bare på at skaffe det næste måltid mad.
Men nu var hun altså ikke engang sikker på, at hun kunne finde hjem til den gamle fisker igen.

Far Elo og mor Brisse mente at finde fiskeren ville være en smal sag, men lige nu skulle pigebarnet altså blive hos dem, indtil de var helt sikre på at soldaterne ikke længere ledte efter hende i skoven.

Og jeg skal da love for at de soldater var stædige, de gennemsøgte nærmest overalt i skoven for at finde pigen. De gravede i jorden, vendte stenene og ruskede i trætoppene, men pigen var som sunket i jorden. Faktisk bogstaveligt talt, for troldene havde jo gemt hende dybt inde i deres hule under egetræet, hvor ingen kunne finde hende.

Dagene blev til uger, og ugerne blev til måneder, og måske nåede der endda at gå et år eller to, inden soldaterne stoppede deres søgning. Men til sidst gav de altså op og drog ud af skoven for at passe deres soldaterpligter et andet sted.

Ella var faldet godt til hos troldene, hun havde nået at lære troldesprog, og var faktisk rigtig god til at hjælpe med de daglige pligter. Hun nåede såmænd også at blive gode venner med flere af de andre trolde i skoven. Men selvom hun havde det godt og fik god mad hver dag, så savnede hun stadig den gamle fisker.

Da soldaterne jo som sagt var rejst bort, tænkte troldene, at de ville finde fiskeren og hjælpe Ella hjem. I ly af mørket en sen aften, pakkede de lidt mad og gik afsted, far Elo, mor Brisse, Jurk, og naturligvis Ella.
Efter et par dage eller tre kom de endelig til det lille fiskerleje, hvor Jurks fantastiske troldenæse nemt fik snuset sig hen til den rigtige hytte hvor fiskeren boede.

Den gamle fisker var ovenud lykkelig over at se Ella igen, og selvom han var noget betænkelig ved at det var trolde som havde hjulpet hende, så inviterede han dem alligevel indenfor til en kop varm fiskesuppe, som man jo altså gør når der kommer gæster.

Et eller andet sted i den hyggelige samtale blev de alle sammen enige om at fiskeren skulle droppe sit arbejde som fisker, og drage tilbage til skoven hvor han og Ella kunne leve sammen med troldene. Den plan holdt ved lige indtil mor Brisse under nedpakningen af deres ting, fandt en gammel amulet og spurgte hvor de havde den fra. Fiskeren forklarede, at da han fandt Ella på stranden dengang hun var helt lille, lå amuletten i en lille æske ved siden af hende. Han gemte den for at give den til hende, når hun blev ældre. Han fortalte også at han havde givet hende navnet Ella, fordi det var det eneste ord hun kunne på det tidspunkt han fandt hende, hvis man altså kan kalde det for et ord.

Mor Brisse gik helt i stå, og det tog flere minutter for de andre at få rusket hende tilbage til virkeligheden igen. Da mor Brisse var kommet til sig selv fortalte hun, at hun kunne huske, for en væsentlig del år siden, da kongens søn og hans familie rejste på ferie, da blev deres skib plyndret af sørøvere, og alle om bord var enten dræbt eller forsvundet. Hun huskede også at kongen havde en sønnedatter som vist nok hed Elara og som var med på det skib. Man har altid ment, at Elara blev dræbt af sørøverne, ligesom hendes forældre blev det. Men den amulet som mor Brisse stod med i hånden, det var altså en kongelig en, for hvis nogen ved noget om den slags, så er det mor Brisse.
Så mor Brisse tænkte nu, at Ella måske i virkeligheden var kongens forsvundne sønnedatter Elara.

Og så kan I ellers tro at fiskeren og troldene fik travlt med at få bragt Ella til slottet. Ja, for Ella hed hun jo endnu, indtil de var helt sikre.
Men kongen var ikke et eneste sekund i tvivl, han så tydeligt sin søn i pigebarnet, og hun blev budt velkommen hjem med åbne arme af sin farfar. Hendes tilbagekomst bragte glæde og håb til hele kongeriget, og hun voksede op som prinsesse, med kærlighed og omsorg for både mennesker og troldfolk.

Troldene blev anerkendt for deres mod og godhed over for prinsesse Elara. Og prinsessen sørgede for at fremme fred og forståelse mellem de to verdener, så alle kunne leve sammen, i hvert fald for en stund.

Fiskeren flyttede som aftalt hjem til troldene, for et liv med dem, var nu nok alligevel mere noget for ham, end et liv på slottet.