Toba i storbyen

Da Toba bliver væk hjemmefra

Et sted dybt inde i skoven, hvor der næsten aldrig kom mennesker, boede trolden Toba. Toba havde godt hørt om mennesker, når han havde talt med de andre trolde på egnen, men han havde aldrig mødt nogen.
Han var meget fascineret over de forskellige fortællinger, som de andre trolde kunne berette om mennesker, og om hvordan de modigt havde været tæt på dem uden at blive opdaget.

 

Et godt stykke fra Tobas hule lå en gammel vej som førte gennem skoven, og når han havde tid, så kunne han godt lide at ligge oppe på en klippe og kigge ned på vejen, for at se om der skulle komme en bil eller to forbi.

 

En dag kom der en lille lastbil, som ikke bare fortsatte, men som rent faktisk standsede ved en lille rasteplads, som man kunne se fra klippen.
To mænd steg ud for at strække deres ben, efter hvad der tilsyneladende lod til at være en lang køretur. De satte sig på nogle bænke og tog noget mad og drikke frem.

 

Toba var frygtelig nysgerrig, han kunne ikke modstå fristelsen for at vise sig lige så modig som de andre trolde. Så han kravlede ned fra klippen og listede forsigtigt hen imod de to mænd for at se nærmere på, hvad de var for nogle starutter. Toba nåede helt hen til deres lastbil, da en af mændende pludselig rejste sig og sagde “Har du set klokken? Vi må hellere se at komme videre”. Mændene pakkede hurtigt sammen og gik hen mod bilen, og Toba havde ingen steder at løbe hen, for hvis han løb over vejen så ville de se ham på det åbne stykke, og hvis han løb hen mod klippen igen, så ville han løbe lige ind i dem. Så han tog den eneste mulige løsning, og gemte sig på ladet af deres lastbil.

 

Toba var i starten meget bange da lastbilen startede og begyndte at køre, men efterhånden som den bumlede ud af den lange skovvej, fattede Toba mod til at kigge ud over ladet, og han fandt hurtigt ro i at se skoven glide forbi.

 

Faktisk blev Toba så rolig, at han kom til at falde i søvn på ladet af lastbilen, og da han endelig vågnede fra sin lur og ville kravle ud fordi han følte at lastbilen holdt stille, opdagede han at den kun holdt tilbage for andre biler i et stort kryds med nogle sjove lysende kasser der havde røde og grønne farver, og som bilerne åbenbart lod sig bestemme af.

 

Toba kunne ikke hoppe ud der, og med hjertet hamrende af frygt og forvirring, valgte han at holde sig i skjul på ladet af lastbilen. Da lastbilen endelig standsede helt og mændene forlod den, befandt Toba sig midt i en larmende by, hvor bygninger skød op mod himlen, og biler brølede forbi på de travle gader.

 

Toba var fortabt og alene i denne fremmede skov af jern og beton. Det var heldigvis aften og næsten mørkt, så han kunne gå i skjul, i skyggerne af de høje bygninger.  Men alt var anderledes her, og han vidste ikke, hvordan han skulle finde hjem til sin elskede skov.

 

Toba prøvede at finde hoved og hale i byen over nogle dage, han gemte sig når det var lyst, og gik kun når det var mørkt. Han skulle også lede efter mad i mørket, og her blev han næsten opdaget, da han kiggede i en affaldsspand efter rester fra en nærliggende restaurant. En sur tjener kom ud med noget affald og så hvad han troede var en gadekøter, så han tog straks sin ene sko af og kastede den efter Toba. Heldigvis ramte skoen ikke, men den kom tæt nok på, til at Toba tog benene på nakken og skyndte sig væk.

 

I sin flugt kom Toba til en park, hvor lyset fra byens travle liv ikke fyldte så meget, og de høje skyskrabere næsten blev helt usynlige i mellem parkens træer. Toba satte sig på en bænk i mørket og græd en lille tåre. En due hørte ham og fløj ned fra et træ og satte sig ved Tobas side. Toba fortalte duen om hans oplevelse, og duen fortalte til gengæld om et gammelt hjemsøgt skovområde i udkanten af byen, som ingen mennesker turde nærme sig. Toba takkede høfligt for oplysningen, men han var ikke sikker på, at det lige præcis var hans skov, som duen talte om.

 

Toba blev i parken nogle flere dage, den var jo trods alt noget roligere end gaderne i byen, og selvom det ikke var hjem, så var det alligevel det tætteste han kunne finde. Pludselig hørte han et sagte raslen bag en busk, og ud kom en gammel baggårdskat, pjusket i pelsen og med kun ét øje. Toba snakkede med katten hele natten, og den fortalte, hvordan han kunne finde vej ned til havnen gennem byens gader, og hvor han kunne gemme sig undervejs. Katten kendte ikke Tobas skov, men den kendte byen ud og ind, og mente at hvis nogen kendte skoven, så måtte de kunne findes på havnen, for der mødtes alverdens rejsende, dyr som mennesker.
Uden selv at have nogle bedre ideer, lyttede Toba til katten og begyndte at gå i retning mod havnen.

 

Nede på havnen sad Toba på en gammel stolpe og tænkte over sine muligheder, for han anede jo virkelig ikke, hvem han skulle spørge til råds. Ikke før en velnæret rotte dukkede op fra et kloakrør, ikke så langt fra stolpen. Rotten vidste godt hvem Toba skulle spørge, for den kendte en gammel albatros som egentlig boede på havnen, men ind imellem rejste den verden rundt, først den ene vej og så den anden vej. “Hvis nogen har set din skov”, sagde rotten “Så er det Orla” som albatrossen hed. Rotten ledte Toba gennem havnens kloaksystem, op til en bygning og op på taget. Der sad rigtig nok den gamle albatros, Orla. Toba fortalte om sin skov, og den kendte Orla da rigtig nok, og tilbød endda at give Toba et lift dertil, for han skulle alligevel lige ud på en flyvetur rundt om jorden.
Toba havde aldrig prøvet at flyve før, og han var da lidt nervøs, men han ville så hjertens gerne hjem til sin skov. Så han takkede ja, og hoppede op på ryggen af Orla. Turen tog adskillige timer, og Toba mistænkte at Orla fløj en omvej, så han kunne nå at fortælle de mange historier, om alle de lande han havde været i. Men langt om længe ankom de til skoven, og landede midt i mellem en gruppe trolde, der var i gang med dagens pral om deres bedrifter.

 

Toba var endelig hjemme i sin elskede skov, og mon ikke han var den trold med de bedste historier … den dag i hvert fald.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait

Alle hjemmesider på nettet bruger cookies, det gør denne naturligvis også. Ved at fortsætte, accepterer du denne omstændighed.